Videnskabshistorie

Videnskabshistorie er en akademisk disciplin, der beskæftiger sig med videnskabernes opståen og udvikling. Målet er at beskrive hver enkelt videnskabs historie og erkendelsesmæssige udvikling. De første videnskabelige landvindinger opnåede man inden for naturvidenskab og lægevidenskab, og disse områder dominerer derfor den ældre del af videnskabshistorien. Gennem nyere tid er også de tekniske videnskaber, samfundsvidenskaberne og humanioraen blevet studieemner for videnskabshistorikerne.

De første spor efter videnskabelig erkendelse findes i de gamle egyptiske og mesopotamiske kulturer, hvor man udviklede matematiske, geometriske og astronomiske færdigheder, som bl.a. kunne bruges ved byggeri, ved planlægning af såning og høst, ved matrikulering af landbrugsjord og ved skatteopkrævning. I antikkens Grækenland blomstrede en akademisk elite frem, som beskæftigede sig med videnskab og forskning for videnskabens egen skyld, og ikke blot med praktiske formål for øje. Denne tradition videreførtes i Romerriget, men en stor del af grækernes og romernes viden gik tabt i Folkevandringstiden, hvor europæerne var optaget af interne stridigheder. På denne tid blomstrede imidlertid den indiske og især arabiske verden, bl.a. med en rigdom af videnskabelige opdagelser inden for så forskellige fag som matematik (hvis begreber algoritme og algebra stammer fra denne tid), astronomi (med stjernenavne som Aldebaran og Betelgeuse), optik, lægevidenskab og kirurgi.

Mennesket har bedrevet videnskab gennem adskillige tusinde år, men det var først i 1700-tallet, man begyndte at skrive videnskabernes historie. Helt frem til sidste halvdel af 1900-tallet var den gængse tilgang til historieskrivningen, specielt inden for fysik og biologi, at beskrive den videnskabelige udvikling som en stadigt fremadskridende proces, hvor overbevisende teorier afløste falske forestillinger.^[1] Inden for de senere årtier har historikere som fx Thomas Kuhn argumenteret for en anderledes udvikling, hvor forskellige erkendelsesmæssige mønstre eller tilgange, kaldet paradigmer, konkurrerer indbyrdes på en baggrund som ikke blot er intellektuel, men også kulturel, økonomisk og politisk.^[2]

1. ^ Jan Golinski (2001): Making Natural Knowledge: Constructivism and the History of Science (reprint ed.). University of Chicago Press, ISBN 978-0-226-30232-4, side 2
2. ^ Thomas Kuhn (1962): The Structure of Scientific Revolutions, University of Chicago Press, side 137